Sidevogns DM i Vordingborg

    Vordingborg, heroppe fra næsten Aalborg lyder det som i nærheden af verdens ende og det sidste stykke vej er da osse grusvej.......så det må da være lige i nærheden. Easy Off var naturligvis langt foran hele vejen, flere timer endda men Sneglefart havde jo prøvet banen før og var ikke nervøse.

    Træningen gik nogenlunde, hoppene var meget bedre end sidste år og Ronni mente at der var et par stykker der kunne hoppes helt over. Tiderne så ikke voldsom interessante ud, der var lige 15 sek. op til Jørgen/Jannick, som kørte rigtig godt med den nye Honda motor men heldigvis kun 0,2 op til Easy Off. Svenskerne kørte som var de hjemme og skubbede de Danske par noget ned på listen men det var jo kun træning.

    Tidskval, ja, det er dælme ikke let at køre ud for at tæske en hurtig omgang af, det betyder heller ikke så meget da vi ikke er så mange (måske lige for selvtilliden) Raydon/Henrik lavede lige tiden i B-gruppen, Jørgen/Jannick lidt efter og grrrr Easy Off lavede lige en tid 2 sek. hurtigere end Sneglefart, sikke et slag i masken. Jørgen/Jannick ville lige vise at den nye Hondamotor trækker meget mere end den gamle KTM og lavede en prøvestart, Jørgen sad langt tilbage, Jannick sad endnu længere tilbage og det resulterede i en baglæns koldbøtte og et kæmpe grin fra alle, der skete heldigvis ikke andet end den ene fodhviler skulle have en svejseklat. Svenskerne sad på de 5 hurtigste omgange, Jonas/Jens var 6'er.

    1. heat, A-gruppen startede naturligvis først, væk med dem, Raydon/Henrik var hurtigst, Lars Henrik/Ole, Jørgen/Jannick og efter lidt på baghjulet/køren sidelæns var det Ronni/Lars H. Raydon var helt vild og forsvandt i horisonten imens Jørgen/Jannick måtte bruge det meste af første omg. på at komme forbi Easy Off. Ronni kæmpede med en genstridig sidevogn (uduelig sandsæk) og kunne lige akkurat hænge på. Det var dog en kort fornøjelse for efter 3 omg. blev KTM'eren parkeret i lidt løst sand og dem foran opdagede det ikke for så ville de da have ventet......Starte, starte igang igen men nu var det helt umuligt at køre mente Ronni og satte den handicappede ko ved styret og lod den passe geden de sidste omgange. Raydon kørte så hurtigt at han sled hul på en kølerslange på sidste omg. Zabel'en holdt til mål, den lød ikke helt ok men efter en lille lapning og vand på køleren så var den klar igen. Jørgen/Jannick kørte fornuftigt og kom i mål, det er dæl'me længe siden, som 2'er. Lars Henrik/Ole halede en smule ind på J/J men ikke noget farligt. Ronni havde jo overladt roret til den berømte ko og var meget tæt på at blive overhalet af J/J og Easy Off og fiaskoen var næsten ikke til at bære. I pausen lokkede Easy Off med McDonalds til Ronni (det gør de nok aldrig mere) hvis han ville køre 2.heat som det første, Lars H måtte bryde ind og lokke med endnu mere McBurgere hvis Ronni satte farten lidt op. Svenskerne var som hjemme i Skåne, de kørte som om der var præmiepenge og satte de lokale helte Arne/Lars ned på 6.pladsen.

    2.heat, A-gruppen var væk og Ronni havde fået styr på starten og var nærmest først i svinget men Raydon fik drejet indenom og var væk igen. 2'er fra start forpligter jo og da Ronni i pausen havde byttet koen med en frådende bjørn ja så var der lagt op til ræs. Easy Off pressede hårdt på på den første omg. men da Ronni hoppede over de fleste hop så gav det lidt luft. Jørgen/Jannick var dennegang sidst i starten men kom efter en omg. forbi Lars Henrik/Ole og efter et par sving mere osse forbi Ronni og lavede hurtigt et lille hul. Bjørnen var nu vågnet af vintersøvnen, hoppene blev længere og efter 2 omg. var der kontakt med J/J igen og der blev kørt hjul mod hjul flere steder men J/J afviste ethvert forsøg på at komme forbi. Helge Pihl viste at der pludselig kun var 5 min. tilbage og Ronni lindede på gassen og kørte sikkert i mål som 3'er. Raydon var igen sikker vinder, J/J var helt oppe i skyerne for det var vist mange år siden at de havde gennemført 2 heat på samme dag, Sneglefart 3'er og en slukøret Lars Henrik/Ole på sidstepladsen. Svenskerne var igen ikke til at holde på, det rød/hvide flag kom først på 6.pladsen med hjælp fra Arne/Lars.

    Top 3 A-gruppen: Robert/Henrik 25+22p, Patrick/Daniel 18+25p og Magnus/Stefan 20+20p

    Top 4 B-gruppen: Raydon/Henrik 25+25p, Jørgen/Jannick 22+22p, Ronni/Lars Henrik 18+20p og endelig Lars Henrik/Ole 20+18p