MX-Shop Cup 2004 i Hjørring

    Når nu man har lavet en afløser for Vintertuneringen, er det en go' ide at sørge for at der kommer lidt vinter, for en VT uden vinter er vel det samme som en tallerkenfuld havregrød uden havre.......og det går ikke. En eller anden havde aftalt med ham der sidder oppe over skyerne, at han skulle drysse lidt hvidt fnuller ned over Nordjylland, det var sådan set også godtnok men det blev lissom til lidt for meget så 2.heat i alle klasser blev aflyst, en svær beslutning for arrangøren men fair nok. (vejrudsigten havde lovet opklaring til middag)

    Lars H mente ikke at vejret passede til en jernhest, 20 grader i skyggen tak, Ronni var af en anden mening, kører man cross eller ikke ?? Han var dog noget skeptisk under træningen, for snevejret drillede en smule, det er nu heller ikke smart at køre cross i snevejr uden briller.........

    C-250/500, 8 mand til start og Ronni var igen på Yamahahaha'en, han fik den bom han havde udset sig under inspektion af banen men det hjalp ikke ret meget for da de andre kom susende igennem svinget, kom Ronni tøffende forbi med noget der lød som en humlebi i lav tomgang. Børge Vestergaard var første C-kører men han kunne ikke få Honda'en til at køre rigtig hurtigt, så han måtte nøjes med 4.pladsen. Tiden gik og Ronni tøffede afsted, lige lovligt langsomt for han fik ingen point pga. for få omgange, ærgerligt. Casper Schou var på hjemmebane og han kæmpede sig, efter en lidt træls start, forbi både OB-kørere og alle C-kørerne og vandt heatet med Anders Kristensen også HjMS på 2.pladsen og Rasmus Andersen HeMS som nummer 3.

    Hos OB 33+ klassen tøffede Søren Møller derimod ikke, han nærmest brølede afsted nede fra en 5.plads og overhalede Jens Meier, der var et godt stykke foran, midt i heatet og vandt. Jesper Guldbæk viste at man sagtens kan køre hurtigt på en ældre maskine, Honda 250 årg. 93 blev nemlig 3'er. Søren Jakobsen OB40 var lige efter Jens Meier i starten men kunne ikke holde Carsten Severinsen og Jan Steffensen bag sig.

    B-125, Jim B. Sørensen fik den bedste start med Kasper Hermansen lige efter, Christian Juul var ikke med, det havde nok ikke gjort en forskel, for Jeppe Birkedal havde fået spændt fjederen på sin CRF 250 og kørte rigtig flot, han var helt ustyrlig og vandt fortjent heatet. 2'er blev Lasse Andersen, han var ikke helt med i starten men kørte stille og roligt forbi alle konkurrenterne på nær en. Jim B. som jo kørte B-85 sidste år, så ud til at magte sin CRF 250 uden problemer, der mangler måske lige en smule kondi, han gjorde det også godt og blev 3'er.

    B-250/500, Martin Tolborg vandt i overbevisende stil, flere A-kørere blev overhalet så det lover godt for sæsonen, 2'er var Mads Thomsen og nummer 3 blev Jacob Glenstrup. Team Sneglefart's store idol, Morten Østergaard havde ikke helt styr over snevejret og måtte nøjes med 5.pladsen.

    Hos A-kørerne var det de unges dag, mange af de hurtige gamle havde nok ikke lyst til at køre sneræs. En eller anden Svensker tog starten men Kasper Munk overhalede ham ret hurtigt og førte nogle omgange, det var Morten Lilholdt ikke helt tilfreds med, så han overhalede da bare og fik lynhurtigt et hul til Kasper. Svenskeren blev træt og faldt lidt tilbage imens Tim Rybjerg kom brølende op igennem feltet, med dagens måske hurtigste omg. tider, KTM 4-takt passer vist lige til ham, han kunne dog ikke indhente Morten men nummer 2 var også meget flot og mon ikke Kasper var tilfreds med 3.pladsen.

    Her er der billeder