Pokalløb i Randers 15/6

    Det blev Randers-dag igen og dennegang var vejret med de fremmødte, solskin og varmt, næsten for meget af det gode. Ronni havde presset, ved hjælp af diverse ufine metoder, Lars H til at køre på den uregerlige 250'er, "så kan du jo selv prøve" sagde han og sådan blev det. Under træningen viste det sig at banen stadig var lidt medtaget efter DM'et i sidste måned, der var mange skarpe huller og den var hård som beton. 250'eren var noget svær at håndtere, især når man har kørt et halvt år på en 125'er, den hoppede alt for langt og ville for det meste kun køre på et hjul. Ronni hoverede, han kørte jo også på den lidt roligere 610'er og mente at Lars H var overpylret for han var lige ved at opgive det hele. C-250/500, 10 stk. skulle som sædvanlig køre sammen med Ol'boyserne, også 10 stk. og det gav ialt 20 kørere til bommen.

    1.heat, da bommen faldt, forsvandt alle betænkelighederne og 250'eren stormede frem, hen forbi klubhuset var der kun 9 foran, 4 C-kørere og 5 Oldies. Det gik over al forventning, Morten Østergaard (B-250) hujede og klappede og kom med opmuntrende ?? tilråb. Efter et par omgange blev Gardinmanden, Knud Erik Veng, overhalet og Lars H var målløs, for Knud plejede at overhale med en hel omgang sidste år.......Nå, hold gassen på og koncentrationen skarp, så går det jo nok men æææmmn, et lille styrt kom som lyn fra en klar himmel, ikke smart når man er 4'er og der er 2 tæt bagved. Knud havde ikke tid til at vente, han så nærmest ud som om han frydede sig, Jesper Pedersen ventede heller ikke, han frydede sig vist også. Igang igen og gas på, efter en omgang var der kontakt med Jesper men han havde ikke lyst til at blive overhalet, han kørte næsten mest og kiggede sig tilbage og afviste, på fornemste vis, ethvert angreb bagfra. Lars H skiftede spor hele tiden, højre-venstre-inderbanen-yderbanen....nej, Jesper ville ikke af med 5.pladsen så det blev kun til 6.pladsen. Og hvor var Ronni så ?? Jo, han vidste godt at når man kører i Team Sneglefart, ja, så kan det ikke nytte noget at have alt for travlt, det ødelægger ligesom hele konceptet. Han brugte den sædvanlige taktik, hurtigt over bommen og når de andre skifter til 5.gear så bremser Ronni og vurderer situationen, for derefter at tage stilling til det næste træk. Det gik nu ikke så ringe, 610'eren fik lov til at bundtrække, helt nede fra kælderen, det er måske heller ikke sundt med for mange omdrejninger, når nu det ikke er nødvendigt. Morten Østergaard observerede også Ronni og kom med opmuntrende tilråb, han kunne også se at han på flere tidspunkter faktisk stod op !!! Ronni kørte stabilt og fik sin fortjente 10.plads.

    2.heat, Lars H var opsat på at gøre en god figur, uden at gå i jorden. Knud Erik forventede at komme så langt foran i starten, at der ikke var noget at gøre.....Jesper mente også at han ville jorde Lars H igen, dog mere markant dennegang. Bommen faldt, 250'eren brølede derudaf, meeeen det blev ikke til ønskestarten, kun ca. midt i feltet og Knud var langt foran....pokkers. Ronni valgte atter at bremse når de andre skifter gear og han var sidste mand igennem svinget. Han kørte faktisk rigtig flot og stabilt, det var der flere tilskuere der havde bemærket, samt at der er et usædvanligt enormt bundtræk i den aldrende 610'er. Lars H ræsede afsted, Knud Erik skulle hentes, for at redde æren. Jesper havde "heldigvis" fået en lidt dårligere start, så ham var der ikke døje med dennegang. Et par Old-boyser blev overhalet og minsandten om ikke den flinke Gardinmand, Knud Erik, havde bremset KTM'eren istå, ja, han er nu en rar fyr (og god til gardiner) Han blev overhalet, 4.pladsen var hjemme og tempoet holdt stadigvæk. Nummer 3, Henrik Vahlsted, kom tættere på men kondien rakte desværre ikke til et angreb for banen var extremt hullet overalt, der kunne ikke findes bare et lille stykke uden buler nogen steder, det tog noget på energien. Ronni kørte igen snusfornuftigt, ingen fejl, meget økonomisk og stod igen op meget af tiden. Han holdt godt ud og fik igen point for 10.pladsen.

    Samlede stilling: 1: Johnny Reiffenstein, 2: Kim Dahl, 3: Henrik Vahlsted, 4: Knud Erik Veng, 5: Lars H

    A og B-maxi skulle køre sammen, bommen var næsten helt fyldt op. I første heat var Morten Justesen første mand over hoppet og han var også første mand der så det ternede flag, ærgerligt at der ikke var nogen der kunne give ham mere modstand. Kenneth Jensen kom godt efter Morten men kunne ikke rigtig få Honda'en til at flytte sig hurtigt nok. Kenneth Hvam kørte rigtig hurtigt på sin hjemmebane, men holdt ind efter et par omgange og trak sig ud af heatet. Mikael Andersen var kørt helt fra Svendborg med sin 250'er 4-takts Yameha, den lød nærmest som en 85'er, der blev ikke sparet på gassen, han var også skarp forfulgt af Per Bonde, hele heatet. Claus Harbo blev bedste B-125'er men hvor var Morten Østergaard (B-250) ? Han fik en elendig start og kørte, som altid, meget spændende = farlig ??? Fuld gas næsten hele tiden og så ser vi om det går.......Morten måtte ned og se til jorden så det blev kun til en 7. plads.

    2.heat, næsten det samme, Morten Justesen igen først, fra start til mål, med Kenneth Hvam lige i baghjulet og Kenneth Jensen lidt efter. Kenneth Hvam kører igen ud efter et par omgange, måske med tekniske problemer ? og Kenneth Jensen overtager 2.pladsen. Mikael Andersen brøler afsted på sin 4-takter på 8.pladsen men kører sig op på 3 eller 4. pladsen. Morten Østergaard fik en bedre start men oversatsede næsten hele heatet og måtte tage til takke med, vistnok, 9. pladsen.