DMC-Cup på Mors

    Efter en uge med masser af regn var det med nogen skepsis vi kom til Mors men det var alligevel ikke så galt. Banen var rigtig fin og jævn, dog var der et par tunge strækninger hvor der skulle holdes gas på. Under træningen, C-125 og C-250/500 trænede sammen, kunne Ronni mærke at banen var glad for hans tilstedeværelse og han gik til den med krum hals. Han blev hurtigt enig med Lars H om at de lange dybe spor ikke var lige lette at forcere men det gik da.......

    C-125 første heat, 27 mand ved bommen, igen en start ca. midt i feltet, et par stykker blev overhalet og det blev til en rigtig god duel med nr.36, der blet byttet plads flere gange i heatet og der blev kørt til grænsen men stakkels Lars H blev for træt på sidste omgang og nr. 36 forduftede. En ny mand, nr. 21, nærmede sig med lynets hast bagfra og i det allersidste sving før mål skulle han absolut mase sig forbi, ikke noget med at vise hensyn, nej nej. Nå men pyt, over til resultlisterne, vente, vente, vente, hva' f....., nummer 26 ???? brokke, brokke, det kan ikke passe, nå men så laver vi da en ny liste.......vente, vente, endelig kommer den, STOP !!! nummer 27 ???? Igen brokke men sådan var det nu !!! og det kan ikke laves om. Når nu man igennem næsten et helt heat har kæmpet med en kører og bliver passeret af en til og de bliver nummer 16 og 17, ja så skulle man tro at den næste der kommer i mål er nummer 18, men sådan er det bare ikke på Mors, æv æv æv.

    2.heat, stadigvæk en start i den bagerste halvdel, måske lidt starttræning, men der blev kørt hurtigt og energien holdt lidt længere dennegang. Efter nogle gode overhalinger og stabilt tempo, var der dog en enkelt kører der listede sig forbi, det var nu ikke planen men han kørte som en brækket arm og brækkede arme skal man jo ikke kimse ad så han fik plads. Morsingboerne havde i pausen lært at lægge 2 og 2 sammen og efter resultatlisten blev til en 16.plads. Hvem der vandt ved jeg ikke, men jeg tror det var Rasmus Nielsen, der også fører samlet.

    C-250/500, der skulle køres sammen med Old Boys, som sædvanlig, Ronni var opsat på at køre et godt heat, han glemte bare at når man skyder ud over bommen, hvilket han gjorde, bør man nok sigte efter indgangen til svinget frem for at sigte efter en nærliggende mark, det er ikke en god taktik at være helt med fremme på det første stykke for derefter at finde ud af at hvis ikke der bremses, ja så kører man lige ud imellem køerne på marken. Ronni valgte bremsen fremfor køerne og var derefter en af de sidste mænd. Ærgerligt da han virkelig var med fremme på det første stykke. Ernst, OB 40+, er jo som bekendt en rar mand og efter at have overhalet Ronni, væltede han naturligvis og Ronni var igen foran. Ernst kom igen men blev ikke for alvor nogen trussel for Ronni. De andre i C-klassen var bare kørt og Ronni måtte, som Ernst, nøjes med sidste pladsen, i hver deres klasse. Mon ikke det var Kasper Hedegaard der vandt C-klassen. Jens Meier havde valgt at stille op i OB 33+ og fik fortjent 1.pladsen.   Ole Kibsgaard kørte som en knægt på 20 og vandt OB 40+ klassen men han var jo osse på hjemmebane.

    2.heat, Ronni prøvede det gamle trick med at køre på baghjul over bommen, måske ikke et godt trick for da han fik den ned igen var alle de andre kørt. Ronni begyndte en opkørsel (nedkørsel ?) men kom i tanke om at hvis man satser for meget risikerer man at vælte og det ville være dumt når nu han fik 5 point i 1.heat og ved at gennemføre 2.heat, igen ville få 5 point. Det gik måske en anelse for langsomt for da resultaterne kom, havde han kørt 1 omg. for lidt til at få placering, pokkers også. Jens Meier kom igen til at vinde 33+ og Ole Kibsgaard vandt igen 40+. Johnny Reiffenstein, C-250 måtte udgå efter en kolonorm koldbøtte, han havde ellers kørt et flot 1.heat. C-klassens samlede 4'er Søren Lauritsen havde fået styr på den lidt uregerlige Suzuki og kørte sig op i feltet efter en skidt start. Også i disse 2 heat var der kludder i resultatberegningerne så yderligere, pålidelige resultater, findes ikke i skrivende stund.

    Superklassen, de 2 heat som alle ser frem til, havde besøg af Team Sneglefart's allerstørste idol, Bo Vang, han gjorde som han plejer, først i starten og så væk. Morten Justesen hang godt på men Bo var bare for hurtig og brillierede med sin flotte stil. I andet heat fik Kenneth Hvam lov til at føre en kvart omgang, hvorefter Bo og Morten gik forbi. Morten tæskede den stakkels 250'er sønder og sammen, den lød næsten som en 85'er, men Bo kunne han kun følge de første omgange, derefter øgede han afstanden. Da de kørte i mål var der kun Bo og Morten der havde kørt max. omgange !!!!!  tempo ?? Igen her var der lidt kludder med resultaterne, så........hmm. Kenneth Hvam vandt vistnok begge B-250/500 heats.

 

    Her er der billeder